Grillet lækker skaldyrssalat med dressing og topping

Ingredienser

Hvor kan man købe blæksprutter?

Du kan købe rensede 10-armede blæksprutter hos de fleste fiskehandlere, og ellers er de altid at finde i fryseren hos asiatiske købmænd. Vælg altid rejer der er fra bæredygtigt, økologisk opdræt. 

Husk at skylle dine blæksprutter og dup dem tørre inden de skal bruges i madlavningen.

Skaldyrsalat

  • 400 g rensede blækspruttetuber, 10-armede
  • 200 g store, rå rejer
  • 200 g store kammuslinger
  • Lidt olie
  • Salt 

Dressing

  • 1 rød chili, eller efter temperament 
  • Saft af 3 lime, evt. mere lime
  • ½ spsk. sukker
  • ¼ dl fiskesauce

Topping

  • 1 bundt forårsløg
  • 1 stort bundt koriander, 3-4 håndfulde

fremgangsmåde

Tilberedning af skaldyr & bløddyr

Skær et snit i blæksprutterne og åben dem således, at de har den indvendige side pegende opad. Snit små tern i kødets overflade. Det er vigtigt, at du ikke skærer helt igennem blæksprutten. Skær sprutterne ud i 5-6 stykker, eller et passende antal alt efter størrelse.

Pil skallerne af rejerne og fjern den lille muskel der sidder på siden af kammuslingerne. Vend alt skaldyr og bløddyr, blækspruttestykkerne, rejerne og kammuslingerne, i en smule olie.

Grill det hele på meget høj varme. Giv dem ca. ½-1½ minut på grillen. Krydr til sidst med salt.

Dressing

Flæk chili og hak den fint. Du kan fjerne kernerne fra chilien, hvis du ikke vil have salaten for stærk. Men gem gerne nogle af kernerne, salaten må gerne bide lidt.

Kom limesaft og sukker i en lille skål og rør det sammen til sukkeret er opløst. Kom herefter chili og fiskesauce i og smag dressingen til efter smag.

Topping og servering

Forårsløg og koriander snittes groft. Vend de færdiggrillede skal- og bløddyr sammen med dressingen. Smag blanding til som du kan lide. Kom eventuelt mere lime i blandingen. Den må gerne have godt med syre. Kom til sidst koriander og forårsløg i blandingen og vend det sammen.

Nu er retten klar til servering.

Tip: Salaten kan spises, som den er, eller med godt brød. Jeg er vild med at spise den cheviche-style med majstortillas til. De er så gode!

Flere opskrifter fra Louisa Lorang

Louisa er forfatter til et utal af kogebøger, kendt fra Go’Morgen Danmark, en del af kokke-teamet hos Aarstiderne, blogger og meget mere.

Besøg Louisa Lorang